I 1985 udkom Det kvindelige i manden, som Lindhardt & Ringhof – med rette – har fundet både værdig og aktuel til en genudgivelse. Og udover at Ole Vedfelt allerede dengang opererede med fire forskellige kønsidentiteter, så er den også i lyset af #Metoo, lgbtqia+ og krænkelseskultur imponerende aktuel.
Se blot hvad Vedfelt skriver mod slutningen i bogen i afsnittet En ny mand og fremtiden: Det skulle med stor tydelighed være fremgået, at jo mere manden ønsker at finde sig selv som mand, jo mere må han acceptere, at også kvinden får lov at finde sig selv. Undertrykker han det kvindelige, vil det som i den ægyptiske myte om Isis og Solguden Ra ramme hans egen mandlighed med et giftigt slangebid i hælen…..
Forholder man sig accepterende til det kvindelige, ville det derimod være muligt med en kultur som hverken var matriarkalsk eller patriarkalsk, men en menneskekultur, hvor mandligt og kvindeligt som dynamiske kræfter på bevidst måde blev brugt i samspil med hinanden.