Relationer på alle niveauer – i mesterlære som menneske
Måden, hvorpå vi danner relationer, har afgørende indflydelse på alle områder i det personlige og faglige liv. Kurset giver mulighed for at arbejde med tidlige relationers betydning, med relationsmønstre i voksenlivet samt med relationer til indre aspekter af dig selv og til højere bevidsthedsniveauer. Vi udforsker, hvordan vores relationer væver sig ind i hinanden på alle niveauer, fra de tidligste livsfaser til voksen selvudvikling og transpersonlige oplevelser. Kærlighed er det, der binder det hele sammen.
Kurserne er oplevelsesorienterede og tager udgangspunkt i deltagernes selvudvikling og arbejde med eget personligt materiale. For at få en dybere forståelse af dine relationsmønstre anvender vi drømme, meditation, kropsarbejde og kreativt udtryk. Dette kombinerer vi med psykodynamisk forståelse og mindful kommunikation.
Det samlede forløb er på 80 timer og består af en kombination af teori, egenterapi og superviserede øvelser.
Den overordnede teori er Ole og Lene Vedfelts Kybernetiske Psykologi om selvregulerende processer i mennesket. Teorien og metoden er beskrevet i Ole Vedfelts bøger og artikler om bevidsthed, ubevidst intelligens, drømme og personlig udvikling samt i artikler og bøger af færdiguddannede fra Vedfelt Instituttet.
Vigtige inspirationskilder er blandt andet psykodynamisk teori, jungiansk psykologi, objektrelationsteori og kognitive metoder.
Vi inddrager oplevelsesarbejde som f.eks. psykodrama, gestaltterapi samt kropspsykoterapi og anvender metoder til bevidsthedstræning fra blandt andet Bob Moore samt sufi- og yogatraditionen.
Vores arbejde støtter sig desuden til evidensbaseret psykoterapiforskning, den seneste forskning inden for neuropsykologi samt mindfulness- og meditationsforskning