Ro og centrering – Gratis guidede meditationer med musik
– om det der betyder mest for dig
Udfordringen
Mange af os er nu tvunget i tilbagetrækning, afskåret fra vores vante trygge hverdag. Nogle er i karantæne og isolation. Omkring os er en ukendt verden. Det kan vække stærke følelser fx angst, ensomhed og afmagt.
For nogle kan det være en hjælp at gøre noget bevidst for at håndterer de indre landskaber der nu i særlig grad bliver aktiveret. Eksistentielle udfordringer som – hvad er meningen med det hele? Hvordan skal dette ende? Tomhed og angst for døden.
Muligheden
Ud over de eksistentielle temaer, der er ens for alle, vil vores egne og personlige psykologiske temaer blive aktiveret. Temaer der kan have tråde langt tilbage i livet. Op vælder følelser som vrede, sorg, svigt, tab. Indre og ydre konflikter der kan være vanskelige at rumme. Dybe svigt kan komme frem nu hvor vi synes livet svigter os. Omspundet af det usikre og ulykkelige har vi en særlig mulighed for at mærke det modsatte, – det der virkelig har værdi.
Mulighederne for en dybere integration, balancering og koordinering af personligheden er mulig. Medfølelsen og empatien kan blive vakt. Og en opmærksomhed på hvad det særlig værdifulde i livet er. Hvad er egentlig vigtigt? Og hvad kan jeg gøre for andre?
Noget at gøre
Alle prøver vi at gøre noget der kan være med til at skabe lidt balance. Gåture, ordne praktiske ting, telefonisk kontakt og meget andet. For nogle kan det give mening at mediterer. Meditation kan give ro, centrering og støtte den fordybelse i det værdifulde, vi alle har en særlig mulighed for lige nu.
Meditationer
Derfor lægger vi her tre meditationer ud til fri afbenyttelse. Lav dem evt. i denne rækkefølge: Første dag: meditation 1, anden dag: meditation 2, tredje dag: meditation 3 og så forfra.
Føl dig fri til at dele meditationerne med andre.
Meditationer er udviklet af den irske meditationslærer Bob Moore og videreudviklet og bearbejdet af Lene og Ole Vedfelt. Indtalt af Lene Vedfelt.
Online terapi – om det væsentlige i livet
Som nævnt giver denne tid en særlig adgang til at arbejde med de ting vi måske længe har gået og tænkt vi gerne vil tale med nogen om. For at komme dette behov i møde kan online psykoterapi arrangeres. Både med terapeuter der er uddannet fra Vedfelt Instituttet og med studerende under supervision til stærk reduceret pris. Ved interesse kontakt Torben Hansen på vedfeltmail@gmail.com som så vil formidle kontakt.
Noter til meditationerne
Trekantsmeditationerne hjælper dig til at skabe balance mellem den spontane livskraft og dit hjertes behov.
Når du bevæger din opmærksomhed i trekantsbevægelser på kroppen, vækker du de energicentre som ligger i trekantens centrum.
- Hoftepunkterne er vigtige punkter på en energistrøm, der går fra fødderne og benene opad i kroppen, og som er knyttet til jordforbindelse og handlekraft.
- Skulderpunkterne er vigtige punkter fra den samme energistrøm, som går gennem hoftepunkterne og er knyttet til armenes styrke og handlekraft.
- Ved den nederste trekantsmeditation bevæger du opmærksomheden omkring mavecenteret også kaldet harachakraet. Det er et center for livslyst. Meditation på chakraet kan give en oplevelse af fasthed, velvære og forøget vitalitet, men kan også vække vrede, som skal rummes.
- Ved den øverste trekantsmeditation bevæger opmærksomheden sig omkring hjertechakraet. Det er et center for medfølelse og indlevelse i andre og i dit eget dybere selv.
Under den guidede meditation vil du høre musik som er komponeret specielt med henblik på at understøtte oplevelsen at de berørte punkter. Musikken er komponeret af Thomas Schenpelern.
De bedste ønsker for alle.
På vegne af hele lærergruppen ved Vedfelt Instituttet
Henrik Hass & Torben Hansen